Gå til indhold

Hoved menu:

Fotoalbum
Torsdag den 1. oktober besøgte Ann-Mette Elten og Niels Kirkegaard Bering kirke, og gav den dejligste kirkekoncert. Det lunede i en svær tid at kunne få lov til at sidde stille og roligt i kirken og nyde den skønne sang og musik. Selvom publikum nok var mere stille end de plejer at være til en koncert i kirken. Corona/COVID-19 reglerne skulle overholdes og blev det, så der blev ingen syngen med. Det var nu ærgerligt, når man ved hvor vigtig sang er i Bering Valgmenighed. Uden tvivl savnede Ann-Mette og Niels det også. Men med god afstand og ny-afsprittede hænder, sad de 75 glade gæster og nød Ann-Mettes og Niels’ fantastiske repertoire.
Der blev stille og roligt startet op med salmer, så som, ”Lysets engel”. I løbet af aftenens koncert blev man taget med på en skøn rejse rundt i Ann-Mettes univers af skønne toner. Ud over de smukke salmer, bød hun også på Kai Normann Andersen og Lennon/McCartney, og sandelig om vi ikke også nåede at komme hjem til Århus. Aftenen bød også på klassiske sange og arier. Her fik vi bl.a. lov til at opleve Ann-Mette synge Hoffmanns Barcarolle, som duet med sig selv, akkompagneret af hele Prags symfoniorkester og næsten helt uden snyd – morsomt og utroligt smukt.
På vegne af Bering Valgmenighed og, tror jeg uden at have spurgt på forhånd, samtlige 75 gæster siger vi mange tak for en helt fantastisk aften i Corona/COVID-19’s skygge. Med sådan dejlig musik, er der lys forude.


Fotograf Henning Madsen

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu